Artiklen har være bragt i Knasten i efteråret 2005.
Det at være spejder i Grib Skov Trop er ikke kun leg, fjollerier og små tilfældige konkurrencer. Det niveau spejderne arbejder på i Grib Skov Trop er højt. Sværhedsgraden af de opgaver spejderne løser og det de formår, når de arbejder sammen i en patrulje er ret utroligt. Der bliver fra Tropsledelsens side lagt meget arbejde i at træne disse samarbejdsfærdigheder. Vi kalder det spejderaktiviteter, men ude på diverse arbejdspladser hedder det teambuildingskurser og der koster specialisterne hurtigt mange hundrede kroner i timen.
På Tropsmødet tirsdag d. 13/9 startede spejderne med en samarbejdsøvelse. Hver patrulje fik udleveret 4 kloakrør og en tennisbold og skulle således transportere bolden gennem disse kloakrør over 100 meter uden at røre bolden og uden at bolden rørte jorden. Spejderne gik friskt til opgaven, men måtte vende om til start adskillelige gange, da bolden blev tabt mellem to rør. Efter at de blev mere erfarne, blev de bedre til det, men det var ikke alle patruljer, der nåede frem i mål.
Dette er et eksempel på en typisk opgave, som vi starter vores tropsmøder med. Spejderne skal her samarbejde, koordinere, planlægge og ikke mindst gennemføre en opgave. Det der er finten, er at det hele foregår gennem leg. At opgaven i dette tilfælde er tyvstjålet fra et meget dyrt og fint teambuldingskursus, lavet af professionelle Human Ressource folk, er en anden historie, som jeg vender tilbage til senere.
Efter kloakrørskonkurrencen var der postløb. Seks poster skulle besøges og patruljerne havde 10 min. til hver post. Efter at en post var løst, skulle patruljen tilbage til et centrum, melde klar og blive sendt til en ny post. Posterne bestod bl.a en stor kimsleg (huskespil), quizzer, redningrebskast, målinger af diverse højder, længder, afstande og bredder og en samarbejdesopgave hvor der skulle bygges Lego, uden at der måtte tales sammen. Der var fuld tryk på patruljerne, der blev løbet rundt mellem posterne og det var herligt at
se den entusiasme der blev lagt for dagen.
Efter postløbet samledes vi, som vi altid gør til et Tropsmøde til et stort lejrbål. Vi sang en god spejdersang og Tropsledelsen kom med informationer, men vigtigst af alt så sad vi samlet over 50 mand i mørket kun oplyst af bålet. Det er her fællesskabsfølelsen og sammenholdet opstår.
Men hvad er så formålet med at fortælle om dette møde? Der er egentlig flere. Dette er blot et af mange møder og et tropsmøde kan have mange forskellige former. Vi vil dog gerne prøve at kommunikere ud til jer forældre og andre læsere af Knasten, at det spejderarbejde vi laver, er meget mere end leg. Der stilles krav til spejderne, store endda, vi udvikler ledere og specialister, man er med i et specielt fællesskab, hvor alle kan bidrage med noget - dette skyldes at spejderarbejdet omfatter et næsten uendeligt arsenal af
emner.
Vores spejdere i Grib Skov Trop er dygtige. Vi bliver tit imponerede over, hvor godt de klarer svære, tekniske og krævende opgaver. Men der ligger også en stor planlægning bag det. Patruljelederne og assistenterne planlægger selv de ugentlige møder. Når vi drager på tropstur eller er til tropsmøde, ligger der mange timers planlægning bag, ikke kun det praktiske, men især hvordan der skal formidles information til spejderne, som de kan omsætte til noget brugbart, både til spejderturneringer og konkurrencer, men også i deres
hverdag, både nu og især i fremtiden. Vi bruger tit teambuildingsopgaver og øvelser, som vi selv har mødt og oplevet på kurser i vores professionelle virker. Her kommer højt
betalte eksperter og laver teambuilding. Vi ser dog ofte, at spejderne klarer opgaverne lige så godt, som diverse ingeniører og revisorer.
Ikke fordi de er klogere eller dygtigere - men fordi de er trænede i at samarbejde. Samarbejde er nøglen til succes både i en spejderpatrulje og på en arbejdsplads. Spejderne bliver i en alder af 12-17 år på en almindelig tirsdag aften udsat for øvelser, som vi tropsledere har været igennem på diverse fine kurser. Dem der er spejdere i Grib Skov Trop vil være mange skridt foran andre unge mennesker, når de en dag står og skal ud i den virkelige verden efter endt skolegang. Vi vil ikke lægge skjul på, at vi prøver at uddanne fremtidens ledere og initiativtagere. Ikke alle er født ledere, men alle kan lære at tage initiativ, være proaktive og hvis man ikke træner sin kreative sanser, så udvikles de heller ikke.
Vi synes, det er utroligt synd for de spejdere, der holder op inden de når at være patruljeledere eller patruljeassistenter. Her får man i en ung alder et konkret ansvar for andre mennesker, typisk yngre end en selv, men de sætter stadig krav. Samtidigt kommer der voksne, der ikke er ens lærer eller forældre og sætter krav. Det som man lærer i
disse år, forstår man først senere i livet, når man kan reflektere over de erfaringer, man har fået og perspektivere det til ens nuværende situation.
I ingeniørernes ugeavis "Ingeniøren" blev der i Karrieresektionen d. 9/9 2005 bragt en artikel der hed "Leg med reb og rafter binder globale udviklere sammen" Artiklen handlede om nogle programmører, der for at lære at samarbejde, lavede gode gammeldags spejderaktiviter på et kursus. I teaseren står der "Hvad gør man, når globale udviklere skal lære at samarbejde? Jo, man gør dem til spejdere for en dag." Tænk hvad det må føre til, når man er spejder hver eneste dag?
Jens