Grib Skov Trop

Er Nødeboerne rigtig kloge?

Fra Kirke og Kro, marts 2005

 

Er Nødeboerne rigtig kloge?

Aviser og TV er fulde af dystre betragtninger over den stigende egoisme, og det manglende engagement hos børn og voksne, og der tales meget om de fede børn, der altid sidder foran computeren og fylder sig med slik og cola. Noget tyder på, at flertallet her i Nødebo ikke følger med tiden. Ud af vores ca 2000 borgere, er der godt og vel 150 børn og unge, som med begejstring dyrker et traditionelt spejderliv med masser af friluftsaktiviteter og et godt gammeldags socialt engagement, hvor man tager ansvar for sig selv og andre.

 

Men spejderne er heldige kan man sige, de har Bassebjerg Blokhus, Danmarks største af sin art, et 350 kvadratmeter stort blokhus bygget af over 3 kilometer gedigne granstammer.

 

Hvordan kan det lade sig gøre? Er baggrunden en kommunal millionbevilling og et antal højtuddannede offentlig ansatte eksperter? Absolut ikke. Vi har blot haft det held, at en lille flok idealister med et brændende engagement og ubegrænset energi tog fat på opgaven med at starte en spejdertrop her i Nødebo i august 1987. I begyndelsen under beskedne ydre forhold blandt andet ved at låne lokaler på kroen, men med en drøm om engang at få en rigtig spejderhytte.

 

- Der var ikke mange penge at rutte med, så den eneste mulighed var at bygge selv med frivillig arbejdskraft, spejdere, forældre og andre interesserede. I starten så det temmelig håbløst ud, opgaven virkede uoverstigelig stor, og hvor skulle pengene komme fra, men en spejder giver ikke op, det var en udfordring, der skulle klares, og det blev den. Med mange, mange timers ulønnet indsats, og til gengæld lige så mange timers godt samvær og kammeratskab, og ikke at forglemme en berettiget stolthed over resultatet.

 

Den store hytte er ved at være for lille, og spejderne har allerede bygget en tilbygning "stalden" på 55 kvadratmeter, som bliver indviet i løbet af foråret, og som skal fungere som en slags værksted.

 

Bassebjerg blokhus er en drøm af en spejderhytte, overalt ser man den gedigne tømmerkonstruktion og den rustikke indretning gør, at man med det samme føler sig hensat til pionertiden i Nordamerikas skove for 200 år siden, hvor man kunne møde Falkeøje, Den sidste mohikaner og Hjortedræber. Der er små aflukker for de enkelte patruljer og alle vegne er der minder om spejderture, trofæer fra konkurrencer og fra dyster med andre spejdertroppe.

 

Selvom hytten er pragtfuld, er det ikke den, der er hovedårsagen til Grib Skov Trops, succes. Hemmeligheden er ikke blot, at man som spejder er med til mange spændende aktiviteter, hvor man oplever en masse, men også at man bliver udfordret til at tage et ansvar og selv yde noget for at få ting til at lykkes, og for at få alle med i kammeratskabet.

 

Sådan noget kommer ikke af sig selv, og vi har først og fremmest troppens uforlignelige ledergruppe at takke for, at Grib Skov Trop fortsat er på toppen som en af Danmarks allerstørste og mest aktive spejdertroppe. Det vi er allermest glade for, fortæller troppens leder Stinus Andersen, er at vi har 50 spejdere i aldersgruppen 12 til 18 år. Det er ellers den gruppe unge, det er vanskeligst at engagere i spejderarbejdet, fordi der er så mange andre ting, der trækker. Det er i øvrigt den største spejdergruppe i den aldersklasse i Danmark.

 

Selvom der anvendes frivillig arbejdskraft, koster det alligevel mange penge at drive en spejdertrop med et højt aktivitetsniveau. Spejdernes kontingent dækker ikke alle udgifter, men spejderne er om sig for at skaffe penge, de driver hvert år konditoriet på kræmmermarkedet, og er blandt andet med i indsamling af genbrugsting i Allerød. Desuden yder Hillerød kommune et kærkomment tilskud.

 

Jo Nødeboerne er ikke så dumme endda, og man kan vist uden at overdrive sige, at lederne af Grib Skov Trop er rigtig kloge, og deres indsats er en kæmpegevinst for alle i byen.

 

kogk

 

Du kan læse mere om Grib Skov Trop på troppens hjemmeside www.Gribskovtrop.dk , og ledernes adresser og telefonnumre finder du på foreningssiden her i bladet.

DEL PÅ: